Årtiers Originaler - af Anders Højberg Kamp

Markis De Sade.
Det starter virkelig godt med den navnkundige Markis De Sade, der er en levende legende og en myte, der 100% lever op til sit ry som gentleman, playboy, levemand, elegantier, excentriker og meget mere. Ikke en plet på Markisens yderst velvalgte tøj. Den mand er bare så meget sin egen og han har stil, hvilket fremgår af de (ret mange) fotos af ham i bogen. De er alle høj klasse. Og det lykkes forfatteren, at få det meste af Markisens turbulente livshistorie med i bogen ud over et væld at stikord og tidsbilleder fra Markisens liv i 50ernes sus-og-du.
Det kapitel er næsten hele bogen værd.

Stig Møller.
Vi suser lige over i den modsatte grøft og får et portræt af Stig Møller, der er mere en kom-som-du-er type med en slidt cowboyjakke, træningsbukser og sandaler. Af mange kaldet ”Danmarks Ældste Hippie”. Selvom den slags mærkater nok er et udtryk for et af medieverdenens mange fejlskud. Forfatteren spørger dog, om han må kalde Stig for en hippie og det må han selvfølgelig gerne.
Nu følger en samtale om stjerner, astrologi, sol, kærlighed, meditation og et tilbageblik over et liv, der mest er levet i nuet. Logisk og uundgåeligt bliver tiden med Steppeulvene endevendt atter engang, men vi ender dog i nutiden og Stig afslører, at der er meget i denne verden, der ikke er, hvad det giver sig ud for.
Stig er dog den ægte vare. Han er ikke er repræsentativ for hele hippiebevægelsen, men nok et udmærket billede på den tjalle-glade og måske lidt naive hippie. En type der er næsten udgået i dag.

Suzanne Brøgger.
Hun skabte sin egen myte med frisindede jeg-bøger. De var velskrevne og ramte lige i mellemgulvet i en tid, hvor grænser blev prøvet af og flyttet. Suzanne var en af dem, der rev i næsen som peberrod, hvis man var snerpet, men hun havde noget at have det i og kunne tåle den enorme medieopmærksomhed hun fik.
Måske p.g.a. at hun var (og er) en køn tøs – der kunne noget med en skrivemaskine og sit underliv. Sidstnævnte fik hun under rimelig stor mediebevågenhed taget et aftryk af og det blev (vist nok) solgt på en kunstauktion. Den historie er dog ikke med i bogen, men det er mange andre og ikke mindst Brøggers egen oplevelse af at være forfatter og meningsdanner gennem lang tid. Brøgger er stadig Brøgger. Klog, reflekterende og nærværende. Læs selv.

Klaus Riskær.
Klaus Riskær stiller ikke sit lys under en skæppe, og der er der helle ikke nogen grund til, for han er en bombe af ideer og selvtillid. Han er en person, mange kan blive inspireret af.
Hele hans facon er båret af energi og gå-på mod, men ikke blåøjet fantasier og projekter, som andre skal lave. Riskær er nemlig også en, der sætter sig ind i tingene og derfor er han jo en travl mand, hvilket med al tydelighed fremgår af bogens forfatters entre og exit hos Riskær. Det er herfra og dertil. Og (ret sjovt) slutter forfatterens interview derfor også ret brat!
Riskær har en ”air” af de vilde firsere med yuppierne og de nyrige. En torn i øjet på ganske mange, men han er en af dem, der gør Danmark lidt sjovere og måske også lidt rigere. Portrættet af Riskær er både sjovt og interessant for ikke at sige direkte tankevækkende.

Søren Fauli.
Fauli senest kendt som personen, der absolut ville tilgive morderen Søren Kam, der under anden verdenskrig myrdede redaktør Carl Henrik Klemmensen.
Undertegnede forbinder dog mest Fauli med punktiden, og Fauli står da også for den sjoveste og på mange måder ærlige og rå film ”De Skrigende Halse” om punkmiliøet. En film med hvilken han fik en vis succes.
Siden da har det været Faulis lod at lave alt mulig andet end det, han måske troede, han skulle lave.
Til gengæld fik han pæne succeser med det, i bl.a. reklamebranchen.
Søren Fauli står for denne bogs fleste, bedste og sjoveste citater.
Det er f. ex. Om film, her Tarkovskij: ” Det kan jeg slet ikke tage seriøst. Jeg kan sagtens anerkende det kunstnerisk, men det gad jeg slet ikke. Al det der fine kedelige. Jeg ser nogle mennesker, der tror de er bedre end andre mennesker, fordi de sidder og ser en film uden et plot. Det kan jeg ikke klare. På Filmskolen var jeg så anti, at jeg slap for at se den slags film”.
Ha-ha-ha, og der er mere hvor det kommer fra.
Fauli reflekterer over sit liv og tiden, og han er skarp og begavet. Det er en fornøjelse at læse og komme lidt ind på denne interessante person.

Joan Ørting.
Hun er køn og hun var stadig ung, da hun trådte ind i medieverden som frøken sex-brevkasse. Her blev alt syd for navlen endevendt indefra og ud, tilsat en god gang frimodighed. Alt og alle labbede det i sig. Interviews og billeder hele tiden. Joan som eksempel på sex og frisind.
Nå. Hvordan er det så at drøne ind i medieverden og ud igen? Hvad med kæresten, sex, bolig livet, kærligheden og alt det der?
Måske bogens svageste kapitel fordi vi ikke rigtig får nogle svar, men vi forsvinder ud i beskrivelser og gerninger. Måske rummer de nok alligevel nogle svar. Joan er særdeles sympatisk og hun er nok stadig så meget medieverdenens Joan, at tingene er for tæt på, til at vi får denne kloge kvindes dybere reflektioner over tingene.

Årtiers originaler er et must for dem, der ikke har tid til at endevende tiden fra 50'erne og op til nu. Det er sprogligt velskrevet og samtidig meget koncentreret, med en masse stikord til den tids karakteristika, som personerne udgør en del af.
Min varmeste anbefaling.
TømrerClaus.

Bogen vejer ca 495 gr, og måler 18 cm (br) x 25 cm (hø). Den er på 150 rigt illustrerede sider.